Professor: Nytter ikke at melde Mette Frederiksen til politiet for lovbrud

- Regeringen er på gyngende forfatningsretlig grund, fastslår professor, der får opbakning af forvaltningseksperter. Det er dog op til Folketinget, og ikke politiet, at agere anklagevirksomhed.

Mette Frederiksens regering fortsætter med at bryde loven i sin ageren over for de danske minkavlere. Det siger tre chokerede juridiske eksperter til avisen B.T.

Ingen dansk lov forhindrer imidlertid i dag avl af mink uden for de såkaldte 7,8 km zoner. Alligevel har statsminister Mette Frederiksen gentagne gange slået fast, at alle mink skal aflives.

De juridiske eksperter hæfter sig blandt andet ved, at regeringen ikke har lovgrundlag for at kræve alle mink dræbt. Og de kritiserer, at regeringen ikke stopper det ulovlige krav.

- Regeringen er på gyngende forfatningsretlig grund, idet den fortsætter med at søge den ulovlige beslutning gennemført uden om Folketinget. Det er uholdbart, siger Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved SDU og fortsætter:

- Det korrekte i denne situation ville være at få styr på den manglende lovhjemmel, før man kom med en sådan udmelding.

Regeringsadfærd uden fortilfælde

Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er også chokeret over regeringens ageren uden lovhjemmel.

Der er tale om lovbrud. Kan minkavlerne ikke bare melde statsminister Mette Frederiksen til politiet. Hun har jo brudt loven?

- Statsministerens eventuelle ansvar skal afgøres af en rigsret og ikke af de almindelige domstole. Man kan derfor heller ikke politianmelde, da politiet ikke har beføjelser i den anledning. Det vil være Folketinget, der agerer som »anklagemyndighed« i en rigsretssag, forklarer Sten Bønsing over for Effektivt Landbrug.

Han betegner det som både chokerende og voldsomt kritisabelt, at regeringen er så afslappet om, at den bryder loven. Og bakkes op af Henrik Rothe, der er projektleder i den juridiske tænketank Justitia.

- Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Det er en adfærd fra regeringen, der er helt uden fortilfælde, siger han til B.T.

Få de seneste nyheder fra AgriNews i indbakken

Mest læste | Politik

Nyhedsoverblik